Fra 1. juni 2008 må der kun sælges og opstilles ovne der opfylder miljøstyrelsens ny grænseværdier for partikkeludledning. Dette skal dokumenteres med en Prøvningsattest som skorstensfejerens skal underskrive ved tilmeldingen.
Hvis brændefyring kun er tænkt som et supplement til husets varmeforsyning, er en god brændeovn den bedste løsning. Der findes et stort antal modeller på markedet og den bedste måde at sammenligne på er at besøge nogle af de mange pejsecentre. Udover en bedømmelse af de fyringsmæssige egenskaber ved de forskellige modeller skal brændeovnen jo også fungere som et møbel i stuen, så design og udseende er heller ikke uvæsentligt.
Der er imidlertid en række andre faktorer, der skal tages i betragtning før man bestemmer sig. Ovnens størrelse og kapacitet skal passe til det stueareal den skal varme op. Er huset meget stort, vil det ofte være bedre med to små ovne i stedet for én stor.
Er ovnen for stor, tvinges man til at skrue for meget ned for lufttilførelsen. Så brænder ovnen uøkonomisk og ufuldstændigt, og hele besparelsen ved at fyre med brænde går op gennem skorstenen som uforbrændte gasser og sod. Et af de væsentligste problemer ved en brændeovn er at kunne afstemme ydelse og god forbrænding. Derudover er fordelingen af varmen fra ovnen også vigtig. Man kan groft skelne i mellem 2 principper: Stråleovne og konvektionsovne. Meget få af de ovne der produceres idag er stråleovne. Stråleovne har den ulempe, at jo større areal den skal opvarme, jo varmere bliver ovnens overflade og de nærmeste omgivelser opvarmes meget kraftigt. Konvektionsovnene, som altså er de mest almindelige på markedet idag, har gennemgående luftrør eller en udvendig kappe, som er åben for oven og for neden. Som betegnelsen siger, omdanner denne type ovne strålevarmen til varm luft. Da ovnen altså trækker koldere luft ind for neden og sender den opvarmede luft ud for oven, cirkuleres luften i rummet. Derved fordeles varmen bedre end ved stråleovnene.
Selv om en brændeovn gerne må se pæn ud, så bør man først og fremmest se den efter indvendig. Det er nemlig vigtigt, at der kan opnås en høj temperatur, der hvor røggasserne skal antændes. Og det kan kun ske ved, at der er isolering indvendig og udmuring med ildfaste sten. Stenene er vigtige, da de dels beskytter isoleringen og dels holder på varmen så nyt ilagt træ hurtigt antændes. Man kan få en idé om ovnens effekt ved at se på de indvendige dimensioner. En ovn med plads til meget brænde vil også give meget varme fra sig, når den brænder rigtigt. Og er dens udvendige overflade ikke afpasset efter brændkammerets størrelse, vil røgtemperaturen sansynligvis blive for høj med dårlig udnyttelse til følge.
Generelt kan man sige, at det er næsten umuligt at fyre lidt i en stor ovn med et stort brændkammer Derimod vil en stor tung ovn med et lille brandkammer have større mulighed for at fungere med lav ydelse og en god forbrænding, fordi ovnens “masse” hjælper med at stabilisere temperaturen. Dette princip er udnyttet til fulde i de såkaldte masseovne.
Hvis man vil være helt sikker på at kvaliteten er i orden, bør man vælge en ovn der er DS/EN-mærket. Mærket betyder at ovnen er fremstillet og afprøvet efter reglerne i Dansk Standard for brændeovne (DS-887). og den Europæiske Norm 13240. Mange DS/EN-mærkede ovne må også opstilles nærmere på brændbart materiale end de generalle krav i Bygningsreglementet. OBS ! mange DS/EN-mærkede ovne kræver en god skorsten med et godt træk, fordi der er stor modstand i disse ovne.
Hvis man derimod vælger at købe en brugt ovn, bør man sikre sig at lågen slutter helt tæt i falsen og pakningen på lågens inderside er hel og intakt. Lågegreb og hængsler må ikke “slaske”. Luftrosetterne skal kunne åbne og lukke tilfredsstillende, Ildfaste sten og røgvendeplader i ovnens brændkammer skal være hele og uden revner. Stålpladeovne må ikke være revnet i svejsninger og støbejernsovne skal være tætte i pladesamlingerne. Slutteligt bør ovnen være renset for sodaflejringer inden den flyttes. OBS ! Fra 1. juni 2008 må der kun sælges og opstilles ovne der opfylder miljøstyrelsens ny grænseværdier for partikkeludledning. Dette skal dokumenteres med en Prøvningsattest som skorstensfejerens skal underskrive ved tilmeldingen.
Hvor stor skal brændeovnen være? En tommelfingerregel er, at 1 kW opvarmer 10-20 m2 – nogle gange helt op til 30 m2. afhængig af boligens isolering og brændeovnens placering i boligen. En brændeovn kan opvarme et større areal, hvis boligen er indrettet med store åbne og sammenhængende rum. Det betyder at en brændeovn med en nominel effekt på 6 kw opvarmer fra 60 – 180 m2 bolig.
Masseovnen er en økonomisk, praktisk og miljørigtig løsning på varmeproblematikken. Flere væsentlige ting adskiller masseovnen markant fra en konventionel brændeovn. Ovnens store masse og lange varmegennemløb gør, at en langt større del af varmen afsættes i ovnen/rummet og ikke i skorstenen. Desuden giver ovnens indre opbygning en “ren forbrænding”. Temperaturen i masseovnens kerne er 900 grader C. Resultatet er en større udnyttelse af træets energi og afbrænding af en lang række af de gasser, som forurener ved forbrænding af træ i almindelige brændeovne – altså større udnyttelse og mindre forurening. Trods den høje temperatur i ovnens kerne har overfladen en konstant temperatur på 35-50 grader C. Ovnen er derfor meget børnevenlig, og de almindelige problemer med meget stærk strålevarme undgås helt. Med kun et bål om dagen på ca. 12-20 kg. brænde, kan masseovnen producere 1,5-2,5kw/timen i gennemsnit målt over 24 timer.- nok til at opvarme et velisoleret hus på 100-125 m2. i vinterhalvåret. I masseovnen kan der også indbygges en bageovn, og man kan evt. tilkoble et varmtvandssystem. I tillæg til alt dette er ovnen smuk, og der er utallige muligheder for selv at bestemme dens udformning.
Masseovnens funktion
Masseovnens varmegennemløb kaldes “contra-flow”, med trækkanaler i ovnsiderne og afgang i bunden. Gennem askelågen og ildristen kommer den primære luft nedefra til bålet. Fra ildstedet presser ilden sig op igennem en spalte sammen med den sekundære luft, der kommer fra bunden af lågerne. Den sekundære luft presser sig op langs den indvendige side af lågerne og bliver forvarmet fra bålet. Derfor virker luften ikke afkølende i forbrændingsrummet, som er det næste rum ilden kommer til. Forbrændingsrummet er vigtigt for den “rene forbrænding”. Her er rigeligt plads og høj varme (900 grader C) til at forbrænde gasserne og den sekundære luft. Derfra presses varmen/ilden/røgen ud til begge sider og tvinges ned gennem sidekanalerne, som er placeret i ovnens fulde dybde i hver side – typisk 8x 50-70 cm. i tværsnit og 160-180 cm. i højden (5-6 m2 i kanalflade). I sidekanalerne akkumuleres varmen så forskellen fra de 900 grader C i forbrændingsrummet til de 170 grader C i skorstensafgangen, afsættes i ovnen. For at forhindre et stort varmetab lukkes for spjældet ved udgangen til skorstenen, når bålet er brændt ud. Det er vigtigt med et rimeligt Iuftskifte i et rum, hvor der opvarmes med ild, da den samlede forbrænding anvender 8 m3 luft pr. kg. brænde.
En masseovn er forholdsvis dyr, da den skal bygges op på stedet af en fagmand med erfaring. En almindelig brændeovn som er beklædt udvendigt med tunge kakler eller fedtsten, har lidt af masseovnens egenskaber. Den holder sig varm længe efter at fyringen er stoppet.
Selv om disse åbne ildsteder er meget uøkonomiske som varmegivere betragtet, bliver der dog stadig flere og flere af dem. Det er folk der til daglig får sit opvarmningsbehov dækket af grimme radiatorer, der engang imellem ønsker at se den levende flamme som varmegiver, som realiserer denne drøm, skønt man godt ved, det koster penge.
Desværre bliver pejsen ofte en skuffelse, fordi den ryger ud i stuen. Den bliver brugt en gang eller to, så holder man op med det og affinder sig med ingen pejs at have.
Da skorstensfejerne ofte bliver spurgt til råds, både i tilfælde, hvor man ønsker at indrette en pejs, og i tilfælde, hvor den er opført, men trækker dårligt, vil det være rimeligt at opridse de hovedregler, der bør overholdes, hvis det gode resultat skal opnås.
Af hensyn til varmeafgivelsen til stuen må pejsens sider vær skrå. Det betyder uhyre meget for varmeevnen, at de har denne form.
Ildstedets dybde skal være det halve af dets bredde. åbningen mod stuen skal helst ikke være for stor, ca. 90 cm i bredden og ca. 75 cm i højden vil være passende.
Aftrækket, den åbning, gennem hvilken røgen passerer fra kaminen til skorstenen, må aldrig, som det er mest almindeligt, anbringes bagude i kaminen, men skal, som vist på tegningen, være anbragt helt fremme.
Kaminens bagvæg bør være lodret, 20 – 30 cm, hvorefter den, som vist på tegningen, bøjer frem mod aftrækket.
Aftrækket skal være en aflang åbning, 8 – 10 cm bred og næsten lige så lang som ildstedet. Det samlede areal af aftrækket skal være lig med skorstenens lysning, og det skal være 1/10 af arealet af kaminåbningen mod stuen. Det er af meget stor betydning, at disse forhold overholdes.
En anden ting, der har afgørende indflydelse på. et godt resultat, er den rigtige udførelse af „røgkammeret”, den udvidelse af den nederste del af skorstenen, der er vist på tegningen. Ved opfyringen giver det plads for den kolde luftsøjle, der falder ned langs skorstenens bagside, når den varme røg med stor hastighed passerer det forholdsvis smalle aftræk. På, grund af røgkammerets bund kan denne luftsøjle ikke falde helt ned i kaminen, hvad der ville give røg i stuen; den suges med op af den varme, opadgående strøm og er i løbet af kort tid neutraliseret.
At der helst ikke må være falsk træk til skorstenen, og at denne gerne skal være omtrent lodret, anføres kun for en fuldstændigheds skyld.
Øget miljøbevisthed og bedre varmeøkonomi er baggrunden for at flere og flere udstyrer den åbne pejs med en pejseindsats. De fleste pejseindsatse er udviklet med det samme teknologiske niveau som alle moderne brændeovne. Forbrændingen er ren og velafbalanceret som i en brændeovn, og brændselsforbruget ligeså. En pejseindsats kan tilpasses stort set alle åbne pejse og den store glasfront bevarer illusionen om den “åbne ild”. Der findes mange modeller, som tilgodeser alle stilarter. Ligeledes findes modeller som kan ommures individuelt eller der kan købes præfabrikerede elementer der kan samles på få timer.
Træpiller til opvarmning er ved at blive den helt store succes. Udbuddet af “brændeovne” der kan fyres med træpiller bliver større og større.
En ovn til træpiller er måske ikke så hyggelig som en rigtig brændeovn, men for den travle husejer, der lægger vægt på en nem og billig varmeforsyning, kan det være en oplagt løsning. De fleste pilleovne er i dag udstyret med termostat og eltænding, så de kræver ikke konstant overvågning, som en brændeovn. Brændslet er nemt og rent at håndtere og de fleste ovne brænder effektivt, selv ved meget lave ydelser på et par kW. Det kan en traditionel brændeovn ikke præstere.
Men træerne vokser som bekendt ikke ind i himlen og pilleovnen har bestemt også ulemper. Generelt er ovnene væsentlig dyrere end traditionelle brændeovne, mange af dem støjer pga. en indbygget blæsermotor der blæser den varme luft ud i stuen, og designet er ikke altid lige vellykket. Der findes også pilleovne med vandtank, så de kan bruges til opvarmning af brugsvand eller radiatorer. Der er også en model der brænder ved naturligt skorstenstræk, så undgår man støjen fra blæsermotoren.
Pilletanken eller brændselsmagasinet, der er indbygget i ovnen rummer mellem 10 og 30 kg, træpiller, det svarer til ca. 1 – 3 døgns forbrug ved medium ydelse, og her ligger fordelen ved træpillefyring – der er ingen problemer med at “fyre over”. Træpillerne købes i plastsække á 30 kg. så det er nemt og rent at opbevare. 1 ton træpiller svarer til ca. 3 kubikmeter brændeknuder.
Reglerne for opstilling af en træpilleovn er de samme som for almindelige brændeovne, DS/EN-mærket på ovnen angiver sikkerhedsafstandene. Røgrøret (aftræksforbindelsen) skal altid holde en sikkerhedsafstand til brændbart på min. 22,5 cm. Det skal her bemærkes at nogle få modeller af træpilleovne har røgrøret udgående forneden på ovnen. Disse ovne kan have problemer med at overholde afstanden fra røgrøret og ned til gulvet. Afstand fra røgrørtil trægulv kan reduceres til 15 cm. forudsat at gulvet er beklædt med en ubrændbar plade
De fleste af os forbinder kakkelovne med en sort fyr i stuens hjørne, udført i støbejern. Navnet “kakkelovn” er i den forbindelse noget påtaget. En kakkel er en flise af brændt ler. En “rigtig” kakkelovn er selvfølgelig udført af kakler.
I de senere år er der opsat en del gamle svenske kakkelovne. En svensk kakkelovn vejer mellem 500 og 1000 kg. En stor del af denne vægt udgør mursten, ildfaste sten, sand og ler; 100 – 200 kg er egentlige kakler.
Vægten, der er 5 – 10 gange større end en almindelig brændeovn af jern, betyder, at når der fyres kraftigt op, optages varmen i ovnen. Ovnens overfladetemperatur bør ikke blive mere end ca. 100°C. Det er relativt let at holde denne temperatur på ovnen døgnet igennem med påfyldning ca. 5 gange. At holde en nogenlunde konstant temperatur i huset med en alm. jernovn en del vanskeligere.
De lange indbyggede røgveje ( 5 – 6 meter ) giver en god udnyttelse af brændslet. Ildsted og røgveje opnår meget høje temperaturer, der sikrer en god forbrænding.
Komfortmæssigt og fyringsteknisk er disse ovne ikke overgået af moderne brændeovne. Dertil kommer at de kan være meget smukke at se på. Svenske kakkelovne er oftest i hvid glasur, der kan være dekoreret med med relief eller bemaling.
I den oprindelige svenske ovn er spjældet et afspærringsspjæld anbragt efter de lodrette kanaler. Spjældet kan lukke helt, så den akkumulerede varme hindres i at gå i skorstenen. Sådanne ovne kan være vanskelige at få i gang, særligt hvis adskillelsen mellem sidekanalerne går langt ned.
I en del ovne her i landet er spjældet anbragt som et kortslutningsspjæld, dette betyder, at ovnene bedre kan anvendes som pejs med åbne låger.
Den oprindelige svenske spjældløsning er fyringsøkonomisk den bedste løsning, men den strider mod det danske bygningsreglement, hvor vi ikke tillader helt tætte spjæld.