Det at fyre med brænde er ensbetydende med en hyggeligt knitrende brændeovn på kolde vinterdage. Det er som om vi har gemt lidt af sommerens sol og varme i ovnens flammer. Og det har vi faktisk også. Den energi der frigøres når træet brænder, er solens energi. Når planter gror, omdanner de ved hjælp af solens lys, vand og CO2 til organisk stof. samtidig frigør planterne ilt til luften. Når vi brænder træet, går processen den anden vej. Forbrændingen bruger ilt, og der dannes vand og CO2. Ved at brænde træet dannes der ikke mere CO2, end det træet har optaget fra luften, mens det voksede. Brændefyring bidrager således ikke til drivhuseffekten.
Det er vigtigt kun at bruge det brændsel ovnen er beregnet til. En brændeovn kan altid brænde almindeligt rent træ. Vil man bruge andre brændsler, skal man sikre sig at ovnen nu også kan afbrænde det rigtigt. På DS-mærkede ovne står hvilke brændsler ovnen er godkendt til. Brænd aldrig plast, affald fra husholdningen eller spånplader, plastlaminatplader, malede eller behandlet træ, som f.eks. trykimprægnering.
Det er vigtigt at temperaturen i ovnens brændkammer og i skorstenen hurtigt bringes op og holdes tilpas høj. Ellers vil en del af røggasserne afsættes i skorstenen som sod. Den bedste måde er at tænde op med rigeligt krøllet avispapir og pindebrænde samt at tilføre rigeligt med luft. En vis skorstenstemperatur er også en forudsætning.
For at opnå en god afblusning af træet må stykkerne ikke være for tykke, og længden skal være tilpasset ovnen. Til de fleste ovne bør brændet ikke være mere end 28 – 32 cm. og helst ikke tykkere end 6-8 cm. Det er også vigtigt at træet er så tørt som muligt, max. 18 – 20 % vandindhold. Overfyld aldrig ovnen, klatfyring er bedst. Lidt – men tit.
Der er dog ingen 100% garanti for en vellykket forbrænding, da næsten alle ovne opfører sig forskelligt. Hovedsageligt fordi skorstensforholdenen er forskellige. Man er derfor nød til at gøre sig sine egne erfaringer med lige netop den ovn man har købt.
Et godt råd, Luk luftventilen, når ovnen ikke er i brug, ellers vil varmen fra stuen blive suget ud gennem skorstenen.
Brænde handles som regel i kubikmeter fastmasse, skovrummeter og kasserummeter. En fastmasse kubikmeter indeholder så meget brænde, at det svarer til en træklods på 1x1x1 meter. En skovrummeter er stablet på 1x1x1 meter. En skovrummeter indeholder derfor altid mindre brænde end en fastmasse kubikmeter, fordi der er en del luft imellem brændestykkerne. En skovrummeters indhold af brænde afhænger derfor af den omhu, hvormed brændestykkerne er stablet, træsorten, brændestykkernes længde og renhed. En kasserummeter er et løst mål. En kasse på 1x1x1 meter fyldes med brændestykker uden nogen form for stabling. Indholdet svinger imellem 0,35 til 0,55 fastkubikmeter.
Tørring af brænde. Udendørs tørrer træ kun i april-september og heraf bedst i maj og juni. Allerede i oktober optager brændet vand igen. Også selv om det ligger under tag. Ligger det fri, fugter regn det stærkt op. Træ til brændefyring bør fældes inden 1. april, skæres i passende stykker og helst flækkes inden 1. maj. Det stables derefter under halvtag og er med en tør sommer klar til efterårets fyringssæson. Men for en sikkerheds skyld er det klogt at lade brændet ligge til året efter, så er man sikker på at vandindholdet er nede på ca. 18-20 %.
Brændeskure kan bygges og indrettes på mangfoldige måder. De bør dog altid have tørt gulv og god ventilation. Hvis der er et godt tagudhæng, kan væggene være luftige lægte- eller bræddevægge.
Skuret bør helst have mere end en indgang, da man skal kunne tage brænde ud – eller sætte brænde ind – fra mindst to steder. Så kan man stable nyt brænde ind i skuret, før det gamle er brugt op, og man har mulighed for at bruge det gamle brænde og få renset ud i skuret, før man begynder på det ny brænde. Et brændeskur bør derfor ikke være for lille.
Brændeskure kan være ganske primitive. De behøver ikke at bygges af fine og dyre materialer for at være funktionsdygtige. Hvor meget man vil ofre på deres udseende, må derfor afhænge af omgivelserne og ens personlige krav.
Stolper af trykimprægneret træ er mest holdbare og kan eventuelt graves ned i jorden. Men bedre er det at sætte stolperne på nedgravede betonrør, hvori der er støbt jernankre til at fastgøre stolperne i.
Uanset materialevalget så bør man være omhyggelig med arbejdets udførelse. Byggesjusk med gode materialer ser meget værre ud end omhyggeligt arbejde med brugte materialer. Sørg for, at hjørnestolperne er placeret i en retvinklet firkant og sørg for, at stolperne står lodret og på linie samt for, at remmene er vandrette.
I øvrigt kan brænde opbevares på mangfoldige måder. Særlig når det drejer sig om små brændemængder, kan kældre, garager, og vægge under stort tagudhæng tages i anvendelse. Det afgørende er, at brændet holdes tørt.
Tørreskure er smalle (maksimalt 2 m brede) luftige skure, der f.eks. kan være indrettet således, at den ene væg er aftagelig, idet den er lavet af vandretliggende lægter, der kan tages af enkeltvis, så siden åbnes. Anvendes sådanne smalle skure kan brændet kastes (eller stables) direkte fra saven i skuret for at tørres og langtidsopbevares her.
Tørreskure skal placeres, hvor der er megen luft omkring dem. De skal have stort tagudhæng, så regn ikke kan ramme brændet, og bunden skal være hævet over terrænet, så brændet forbliver tørt.
Tørreskure tager megen plads op, men kan være egnede for storforbrugere af brænde. Det er måske nok tvivlsomt, om man opnår samme tørring af brændet som ved stabling og tørring på friland og senere opbevaring under tag. Det fremmer tørringen, hvis man placerer lange åbne luftkanaler på tværs, nederst i skuret. Sådanne kanaler kan f.eks. laves af lægter og med trekantede tværsnidt.
Når brændet er tørt, kan det opbevares i adskillige år, forudsat at det holdes tørt hele tiden. Som omtalt i afsnittet om tørring, vil brændet tørres yderligere, hvis det får to somres tørring, før det bruges. Det er dog et økonomisk spørgsmål, om det kan betale sig at indkøbe, oparbejde og lagre brændet i et år ekstra for at opnå denne gevinst.
Det bør nok nævnes, at veltørret brænde, der ligger i brændehus, optager nogen fugtighed fra luften om vinteren, fordi den relative luftfugtighed da er stor, og ligevægtstilstanden mellem brændets og luftens fugtighed derfor forskydes i ugunstig retning.
Brændet vil sjældent skades af svampe under opbevaringen, men der kan optræde forskellige insekter i og på brændet, selv om det er tørt. Det kan derfor ikke undgås, at der af og til slæbes en ørentvist, edderkop eller uskadelig træbuk med ind i huset, hvor de hurtigt vågner op i stuevarmen.
Uanset hvordan brændet har været opbevaret, vil det yderligere fremme tørringen, hvis det kan stå nogen tid i varmen fra fyrstedet.
Brænde- og tørreskure, hvor primitive de end måtte være, skal betragtes som bygninger i bygningsreglementets forstand, og skal således holde mindsteafstanden på 2,5 m til naboskel.
Brænde fra forskellige træsorter. Ved ens vandindhold varmer alle træsorter stort set lige meget – målt pr. kg brænde. Grantræ er således lige så godt som bøg – målt pr. kg. Men sagen er den , at træsorterne ikke vejer det samme. F.eks. vejer en fastkubikmeter bøgebrænde ca. 580 kg. Birkebrænde vejer ca. 510 kg. og grantræ vejer kun 390 kg. pr. fastkubikmeter. Derfor skal prisen på brænde stå i forhold til vægten af træsorten. En fastkubikmeter gran bør være ca. 30-35% billigere end bøg.
Løbesod, eller kondens i skorstenen er ødelæggende og ildelugtende og kan koste dyrt hvis man ikke stopper det i tide. Kondens opstår når vanddampen i røgen (opstår ved en kemisk forbindelse i forbrændingen) køles ned til under ca. 50 grader C. Dette sker naturligvis på skorstenens koldeste steder, som er ved skorstenstoppen og på et koldt uisoleret loftrum. Kondensen trækker ud i skorstenens fuger og mursten, og opløser den sod som sidder der, som så trækker med ud igennem skorstenens sider. Efter nogen tid kan man se brune og brun/sorte skjolder på skorstenens ydersider og på loftet ved etageadskillelsen. Man kan selv kontrollere om der er kondens i skorstenen, ved at tage renselemmen af oppe på loftet og med en finger gnide på mursten og fuger indvendigt i skorstenen. Hovedreglen er: bliver fingeren våd og fedtet, er der kondens. Der kan naturligvis også være andre årsager til en våd skorsten, regnvand f.eks. Er De i tvivl så spørg skorstensfejeren
For at forebygge kondens i skorstenen kan man isolerer skorstenen indvendig, ved at nedsænke eller støbe en isolerende kerne inde i den gamle skorsten. Man kan også sænke en stålforing ned i skorstenen. Der findes flere produkter på markedet. Rådfør med den stedlige skorstensfejermester hvilket produkt der passer bedst til Deres skorsten.
Skorstensbrand ved fyring med fastbrændsel.
Årsagen til et sodlag der kan brænde ved fastbrændselsfyring, er altid, at der har været fyret med luftunderskud. Den luftmængde der er nødvendig for en ren og økonomisk forbrænding er “sparet” væk. Mange mennesker tror, at hvis man lukker for luften til brændslet fyrer man mere økonomisk, men dette er ikke tilfældet. Brændslet vil godt nok holde i længere tid, men den energi der er i brændslet bliver ikke udnyttet. Det betyder, at den energi der ikke er udnyttet, alt-så uforbrændte røggasser, sætter sig i fyringsanlægget som sod. Når der lukkes for luften vil røgens hastighed blive mindre, og det har den virkning, at de vanddampe der indeholdes i røgen og som bæres op igennem skorstenen i dampform, vil fortætte i skorstenen og blande sig med de uforbrændte røggasser. Når dette er sket, ses der ofte i skorstenen et sodlag med en blank overflade ( glanssod ). Hvis der er glanssod i skorstenen, er denne ofte umulig, at fjerne med normale renseredskaber. I sådanne tilfælde skal skorstenen udfræses med specialværktøj, skorstenen må ikke udbrændes. Skorstensbranden opstår som regel under optænding eller ved påfyring af brændsel. Her gives masser af luft og der opnåes derved så høje temperaturer, at glanssoden antændes.
Ved fyring med flydende brændsler kan man også komme ud for, at se glanssod i fyringsanlægget. Denne glanssod fremkommer på grund af, at brænderen er justeret forkert, med for stort luftoverskud. Dette sker ofte fordi nogle mennesker godt kan lide, at ” pille ” ved deres brænder selv. Det kan gå meget hurtigt med, at tilsvine et fyringsanlæg på denne måde. Det er ofte sådan, at der i sådanne tilfælde vil ligge uforbrændt olie i bunden af ildstedet. Det sker, at nogen i stedet for at tørre den overskydende olie op, har ” tabt ” en stor klud med ild i ned i den overskydende olie, og så er der virkelig startet en brand med ” fut ” i. Olien kan dog også antændes på ganske normal vis, nemlig ved, at brænderen får antændt olien når mængden af denne er blevet tilstrækkelig.
Ved fyring med flydende brændsler kan der også fyres med luftunderskud. Dette kan igen ske ved forkert justering. Dette medfører kun meget sjældent brand, idet soden simpelthen lukker ildstedet og derved forhindrer, at der trækkes luft nok ind i ildstedet til, at antænde soden. Når dette sker, er der i stedet skabt alle mulige betingelser for kulilteforgiftning, idet den manglende luft til forbrændingen betyder, at der i stedet for CO2, nu dannes CO. Denne CO vil altid søge nærmeste vej ud af fyringsanlægget, og dermed er faren for kulilteforgiftning tilstede.
Skorstensbrand ved fyring med gasformige brændsler burde ikke kunne forekomme. Brændslerne i sig selv indeholder naturligt de stoffer der skal til for, at der kan opstå skorstensbrand, men på gasfyrede anlæg er der i dag indbygget så meget automatisk sikkerhed såsom trykvagt, luftvagt o.s.v, at anlægget simpelthen nægter at starte op, såfremt der er den mindste uregelmæssighed.
Murede skorstene og elementskorstene
Hvis der under skorstensbrand opstår revner i skorstenen er der udover den umiddelbare brandfare, også fare for CO forgiftning, idet røggasserne der brænder i skorstenen jo indeholder kulstof, og samtidig vil der som regel være luftunderskud.
Renselemme i skorstenen kan være et svagt punkt i skorstenen under branden. For det første kan de høje temperaturer påvirke renselemmen så den sprænger eller flækker, for det andet kan det være meget svært, at sætte renselemmen på igen, hvis den er taget af under branden.
Nogle skorstene er udvendigt beklædt med såkaldte Taiwan plader. I sådanne tilfælde er der umiddelbart fare for, at revnedannelser ikke kan observeres, og brand i disse plader kan derfor opstå, et stykke tid efter skorstensbrandens afslutning.
Skjulte bjælker i etageadskillelse har i flere tilfælde været årsag til, at en helt ” uskyldig ” skorstensbrand har udviklet sig til en meget alvorlig brand. Dette skyldes, at mursten akkumulerer varmen fra skorstensbranden og derved når op på temperaturer der overstiger bjælkens antændelsestemperatur. Det er sket, at en sådan alvorlig brand på grund af ovenstående, først er brudt ud flere timer efter brandvæsenet har forladt ejendommen. Spær tæt på skorstenen kan også være årsag til, at en skorstensbrand udvikler sig alvorligt.
Stålskorstene
Stålskorstene består af et inderrør, mellemliggende isolering og en yderkappe. Der kan ved skorstensbrand ske en kraftig deformering af inderrør og isoleringen kan tage skade. I værste fald smelter der hul i inderrøret og hvis dette sker, er der ikke langt til den alvorlige brand.
De fleste stålskorstene er samlet sektionsvis, det vil sige de går i indgreb med hinanden. Måden stålskorstene går i indgreb på er forskellig afhængig af fabrikat, men ved skorstensbrand bør man især være opmærksom på utætheder ved samlingerne, som iøvrigt kan være skjult, f.eks. hvor skorstenen går igennem loft. Ved stålskorstene bør man også være opmærksom på varmeafgivelse til spær og evt. skjulte bjælker.
Efter en skorstensbrand vil der ofte være helt synlige skader på en skorsten. Her tænkes på synlige revner eller synlige deformeringer, samt renselemme der er ødelagt ved branden. Hvis der har været en eksplosion i skorstenen, vil det kunne forekomme, at der er hul i skorstenen. Aftræksrøret mellem skorsten og ildsted kan også på grund af kraftig opvarmning, have taget skade. Såfremt det efter en skorstensbrand vurderes, at der er brandfare forbundet med at benytte fyringsanlægget, skal der nedlægges et fyringsforbud indtil anlægget er bragt i forsvarlig stand.
I nogle tilfælde vil der efter en skorstensbrand være ikke synlige skader på dele af fyringsanlægget, og der skal derfor altid foretages en nærmere undersøgelse af anlægget. Ved en sådan undersøgelse bør man især være opmærksom på følgende:
Med hensyn til skjulte revner og utætte samlinger efter en skorstensbrand, er den nemmeste metode til at opdage disse, at foretage en røgtrykprøve eller en tæthedsprøve af skorstenen.
Røgtrykprøven foretages ved, at lukke skorstenen af i toppen og ved aftræksrør. Herefter indsættes røgpatron eller røgpulver ved nederste renselem i skorstenen, og dette antændes, hvorefter der tætnes omkring renselemmen. Såfremt der er utætheder i skorstenen kan disse nu spores.
Tæthedsprøvning foretages ved hjælp af luft. Skorstenen bliver tætnet i top og bund og ved aftræksrør. Luften blæses ind i skorstenen således, at der opstår et overtryk på 50 Pa. Herefter må utætheden i skorstenen ikke være større end 6,0 m3 / h pr.m2 af skorstenens indvendige overflade.
Såfremt der ikke er sket skade på fyringsanlægget og dette er brændt rent, kan skorstensfejeren med sit normale renseværktøj fjerne den afbrændte sod, og fyringsanlægget kan derefter benyttes igen. I nogle tilfælde er der stadig en del sod tilbage som må fjernes ved udfræsning.
Hvis der er sket skade på fyringsanlægget vil renovering af anlæg og udbedring af skader blive vurderet i hvert enkelt tilfælde. I sådanne tilfælde udfylder skorstensfejeren en skadesrapport fra “Skafor”, ligesom politirapporten indgår i sagsbehandlingen.